Den tyske økonomi har fået en hård start på det nye år, da mange af de tyske virksomheder fortsat er pressede af de restriktioner, som er indført for at hindre smitte med coronavirus.
Det vurderer Anders Christian Overvad, økonom i Arbejdernes Landsbank, og Kim Blinkbæk, seniorøkonom i Sydbank, i kommentarer til de tyske nøgletal for IFO-indekset.
For januar endte indekset for forretningsklimaen på 90,1 mod 92,2 i december, hvilket var et større fald end ventet af analytikerne, som havde regnet med et indeks på 91,4.
– Den tyske økonomi står unægteligt i en svær tid, hvor smittespredning og restriktioner i den grad gør ondt på økonomien. Det er dog ikke alle dele af økonomien, der er lige hårdt ramt, og særligt servicesektoren slås med effekterne af nedlukningerne, skriver Anders Christian Overvad i en kommentar.
Vurderingen af den nuværende økonomiske situation faldt i januar til 89,2 mod 91,3 i december, mens de tyske virksomheders syn på fremtiden faldt til 91,1 i januar mod 93 i måneden før.
Her havde analytikerne ifølge Bloomberg ventet en stigning til 93,6.
Anders Christian Overvad påpeger dog, at den nuværende økonomiske situation er bedre end sidste forår, hvor vurderingen i maj ramte indeks 79.
– Vi er fortsat forsigtige optimister på den tyske økonomis vegne, men tiden er særdeles usikker, skriver økonomen i sin kommentar.
Forventningen deles af Kim Blindbæk, som forudser en forbedring af de tyske virksomheders syn på fremtiden i den kommende tid.
– Vaccinationsprocessen er nemlig godt i gang i mange lande. Det betyder, at vi i de kommende måneder efter alt at dømme vil kunne se positive tendenser på antal smittede og indlagte.
– Det betyder samtidig, at mange restriktioner forhåbentligt kan blive rullet tilbage i løbet af 2021. Det vil gavne den økonomiske vækst, skriver Kim Blindbæk i en kommentar.
Han tilføjer, at tyskerne ikke har kunne bruge så mange penge på serviceydelser på grund af coronarestriktionerne, hvilket kan give et skub i privatforbruget senere på året.
Dertil nyder tyskerne gavn af den ekspansive finanspolitik i eurozonen og den fortsatte udsigt til lave renter, skriver seniorøkonomen.
/ritzau/FINANS