For at give sig selv det nødvendige spillerum til at forfølge de muligheder, der måtte opstå i et marked, der kun bliver ved med at vokse, har medicokoncernen Ambu besluttet at rejse 1,3 mia. kr.
Det fortæller administrerende direktør Juan Jose Gonzalez til Ritzau Finans.
– Vi har de finansielle resultater til at eksekvere på vores strategi. Men vi vil have mere frihed til at operere, og det får vi med den her kapitalrejsning, siger han.
Det voksende marked, som Ambu-topchefen taler om, er markedet for engangsendoskoper, der ifølge ham vil gå fra at være på omkring 0,5 mia. dollar til over 2,5 mia. dollar i 2024.
– Kapitalrejsningen skal sikre, at vi har den nødvendige strategiske og operationelle fleksibilitet i takt med, at vi fortsætter med at bevæge os fremad i det her marked.
Det skal ske ved et udbud af nye og eksisterende B-aktier, hvor op til 250.000 egne aktier vil blive udbudt. Den resterende del vil være nye aktier.
Gennem en acceleret bookbuilding proces, der er rettet mod institutionelle og professionelle investorer i Danmark og visse andre lande, vil Ambu altså rejse et bruttoprovenu på 1,3 mia. kr.
– Det kan bruges til at rykke fremad med vores vækststrategi, ekspansion inden for den kommercielle infrastruktur, sats på nye markeder uden for USA, investeringer i bestemte teknologier og vores innovationsstrategi. Alt, vi har brug for, for at sikre, at vi fastholder vores momentum, siger Juan Jose Gonzalez.
UDELUKKER IKKE OPKØB
Han udelukker samtidig ikke, at opkøb kan blive en mulighed.
– Som selskab har vi en strategi om at vokse organisk, som betyder, at vi ikke har brug for at foretage opkøb for at nå vores finansielle mål. Men når det er sagt, hvis vi ser attraktive teknologier, som kan gavne vores portefølje af engangsendoskopprodukter eller attraktive opkøb, der kan gøre det muligt for os at gå ind i nye endoskopsegmenter hurtigere, vil vi overveje det. Men vores overordnede strategi er drevet af organisk vækst, siger Juan Jose Gonzalez.
En del af provenuet skal også bruges til at tilbagebetale gæld, men hvor stor en del det bliver, er ikke fastlagt endnu, fortæller han.
– Det er noget, vi stadig skal beslutte os for. Vi har faktisk ikke særligt højt niveau af gæld, så det er bare en mulighed.
/ritzau/FINANS