Plastvirksomheden Rias har haft en god start på regnskabsåret, men fastholder forventningerne om et driftsresultat på 8,5-10 mio. kr. i hele 2020/21. Det fremgår af en periodemeddelelse om udviklingen i de første tre måneder af regnskabsåret.
Her oplyses ingen tal, men Rias beskriver, at omsætningen er højere end i samme periode regnskabsåret før.
– Indtjeningen har ligeledes været på et højere niveau end forventningen til kvartalet. Rias har dermed haft en positiv udvikling i forhold til den forventede målsætning for første kvartal i regnskabsåret 2020/21. Udviklingen viser en omsætning på niveau med sidste år i industrisektoren og en stigende omsætning inden for byggesektoren og i eksporten, skriver Rias.
/ritzau/FINANS