Cookie Settings Netcompany/CEO: Trods usikre tider tør vi godt guide – Squid Videos

Netcompany/CEO: Trods usikre tider tør vi godt guide

Netcompany har sænket EBITA-marginprognosen for 2021 en anelse, men på trods af usikre tider tør it-selskabet godt at komme med en prognose.

Det siger koncernchef André Rogaczewski til Ritzau Finans.

Netcompany leverede en vækst på 15,7 pct. for hele 2020 og en omsætning på 2,8 mia. kr.

– Alt i alt er det et fantastisk regnskab. Et regnskab, der står i lyset af en fantastisk omstillingsparathed og fleksibilitet. Både hos kunder og medarbejdere. Så er det også et regnskab, der står i lyset af viljen til at lykkes, siger Netcompanys koncernchef.

Netcompany havde en mindre vækstafmatning i andet og tredje kvartal, men væksten er ifølge koncernchefen igen oppe i fjerde kvartal.

PROGNOSEN BLIVER JUSTERET LIDT NED

Netcompany nedjusterer forventningerne til 2021, der blev leveret i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal.

Selskabet ser nu en justeret EBITA-margin i niveauet 23-25 pct. i faste valutakurser mod tidligere ventet omkring 25 pct., mens forventningerne til salgsvæksten fastholdes på mellem 15 og 20 pct.

– Vi tør godt at guide. Det er usikre tider. Det ændrer sig jo fra dag til dag. Vi var også et af de få selskaber, der turde at guide da, krisen ramte, siger André Rogaczewski, der fortsætter:

– Lige nu så ser vi faktisk bedre visibilitet på omsætningen på nuværende tidspunkt, end vi gjorde på samme tidspunkt sidste år. Før der var noget, der hed corona.

INDTJENINGEN HJULPET AF FÆRRE REJSER OG FESTER

Netcompany har leveret en bedre end ventet justeret driftsindtjening i fjerde kvartal, idet det blev en stigning i den justerede EBITA-indtjening til 223,5 mio. kr. fra 179,9 mio. kr. mod ventet 201,0 mio. kr.

Den bedre end ventede indtjeningsudvikling er ifølge koncernchefen drevet af, at selskabet kommer i mål med projekterne, hvilket danner grundlaget for at tjene penge.

– Vi får også en lille smule hjælp. Vi rejser mindre, og vi går desværre også mindre til fest. Det er en flot indtjening og det skyldes i bund og grund, at vi leverer kvalitet til tiden, siger André Rogaczewski.

Koncernchefen pointerer, at det netop nu er ekstra vigtigt at levere til tiden.

DEN POSITIVE HOLLANDSKE HISTORIE

Den hollandske forretning er en stor succeshistorie for Netcompany med en salgsvækst på 94,8 pct. i 2020, og EBITA-indtjeningen er ændret til et solidt plus fra et minus.

Netcompany købte i 2019 et hollandsk selskab, der ifølge koncernchefen ikke havde noget prangende regnskab.

– Vi har så været inde og rydde op i projekterne og fået en masse spændende arbejde. Vi gør i Holland, som vi også gør i alle andre lande. Vi begynder at sælge nogle forretningskritiske projekter, og så putter vi nogle folk på, der kan arbejde efter Netcompanys metode, og de samarbejder med vores folk i Danmark, siger André Rogaczewski.

På den måde er nøgletallene blevet forbedret forklarer han, og fremhæver, at flere kunder har opdaget selskabet i Holland. André Rogaczewski lægger også vægt på, at man i Holland har kunnet genbruge nogle platforme fra Danmark.

– Det er et godt eventyr. Vi plejer at give os selv fem år, når vi er ude i nye territorier. Her er Holland det nyeste. Vi selv og alle andre er blevet overraskede over hvor godt det er gået, siger André Rogaczewski, og fortsætter:

– Den virksomhed vi tappede ind i, den leverer projekter og ikke mennesker. Så har vi sat projektstørrelsen op og brugt vores referencer og kompetencer fra Danmark. Vi har også lavet nogle projekter, der givet os et godt renommé i det hollandske marked.

/ritzau/FINANS

Close Bitnami banner
Bitnami