Den svenske industrikoncern Atlas Copco sluttede 2020 bedre end forventet på både ordreindgang og bundlinje.
Atlas Copco, der blandt andet sælger kompressorer og udstyr til byggeri, havde i fjerde kvartal en ordreindgang på 25,87 mia. svenske kr. Det er 1,26 mia. svenske kr. højere, end analytikerne ifølge Bloomberg News havde forventet. Det er en fremgang på 1 pct. sammenlignet med fjerde kvartal sidste år.
Omsætningen landede på 25,74 mia. svenske kr., hvilket var helt på linje med forventningerne. Selskabet selv betegner i regnskabet fjerde kvartal som “en solid afslutning på et udfordrende år”. Det er 6 pct. lavere end samme periode af 2019.
Bundlinjen lød på 4,2 mia. svenske kr. i kvartalet, hvilket var bedre end det ventede overskud på 3,99 mia. svenske kr. Det er dog 3 pct. lavere end i samme periode sidste år.
Atlas Copco-aktien stiger med 2,2 procent til 403,80 svenske kr. efter regnskabet på børsen i Stockholm. Inden regnskabet lå aktien lidt lavere end torsdagens lukkekurs i 394 svenske kr.
/ritzau/FINANS