Cookie Settings Hennes & Mauritz falder efter regnskab: Stor usikkerhed om udsigter – Squid Videos

Hennes & Mauritz falder efter regnskab: Stor usikkerhed om udsigter

Hennes & Mauritz, H&M, advarer i forbindelse med fredagens årsregnskab for 2019/20 om, at det som følge af nedlukninger på mange af selskabets markeder kan blive svært at tjene penge i første kvartal.

Den vanskelige situation øger behovet for at sælge tøj med rabatter for at få renset ud i lagrene, skriver Bloomberg News.

Ifølge topchefen for modekoncernen, Helena Helmersson, er H&M fortsat i “kriseindstilling”, og om første kvartal, som løber frem til udgangen af februar, bliver overskudsgivende, afhænger meget af, hvordan omsætningen udvikler sig, og det er “meget usikkert”.

Det sagde hun på en telekonference efter regnskabet ifølge Bloomberg News.

Selve regnskabet for fjerde kvartal af 2019/20, som dækker månederne september, oktober og november, viste et bedre indtjeningsniveau end ventet med et driftsresultat på 3897 mio. svenske kr. og en margin på 7,4 pct.

Analytikerne havde ifølge Direkt ventet et resultat på 3345 mio. svenske kr. og en margin på 6,4 pct. Der var dog tale om et stort fald i indtjeningen fra 5377 mio. svenske kr.

Bundlinjen faldt desuden fra 5403 mio. svenske kr. til 3665 mio. svenske kr. Her havde analytikerne ventet 3079 mio. svenske kr.

Omsætningen i kvartalet landede på 50,5 mia. svenske kr. mod 61,7 mia. svenske kr. i fjerde kvartal sidste år. Onlinesalget er i perioden steget med 50 pct., men kan altså ikke helt opveje nedgangen i salget i fysiske butikker.

H&M oplyser desuden, at omsætningen i perioden 1. december til 27. januar er faldet 23 pct. i lokal valuta. I øjeblikket har selskabet 1800 butikker midlertidigt nedlukket svarende til 36 pct. af koncernens butikker.

Aktien i H&M ligger fredag ved 11.55-tiden 4,1 pct. lavere i 180,75 svenske kr.

/ritzau/FINANS

Close Bitnami banner
Bitnami