Danske Bank nedsatte i oktober sidste år en gruppe, der skal rette op på fejl i ældre kundesager.
De har nu fundet frem til endnu en – nemlig at omkring 2300 erhvervskunder “i en periode muligvis har betalt et kreditfornyelsesgebyr, der ikke var grundlag for at opkræve.”
Denne sag skyldes en systemfejl fra 2015, hvor banken automatiserede et gebyrsystem for erhvervskunder.
– Vi er i gang med identificere samtlige berørte kunder og begyndte at kontakte dem i slutningen af januar. Alle berørte kunder vil naturligvis blive kompenseret, fortæller Danske Bank mandag eftermiddag.
Peter Rostrup-Nielsen, der leder den centrale enhed, siger, at banken “gør fortsat fremskridt med at rette op på de gamle fejl i de identificerede kundesager, ligesom vi også er begyndt at undersøge sagen med de 2300 erhvervskunder.”
– Som med de øvrige identificerede sager er det vores prioritet at komme til bunds i sagen og sikre, at enhver kunde, der har lidt et tab, bliver kompenseret så hurtigt som overhovedet muligt, siger Peter Rostrup-Nielsen om arbejdet.
Samtidig vokser inkassosagen til 108.000 kunder i forbindelse med overopkrævning. Antallet af kundesager, der skal ses efter, er steget, da 2000 kunder var blevet ekskluderet ved en manuel fejl, oplyser banken.
Samlet har banken gravet sig gennem omkring 83.000 kundesager og er kommet frem til, at godt 1500 af disse har betalt for meget. De kunder, der indtil nu er blevet kompenseret, har i gennemsnit fået 1100 kr tilbage.
RENTER PÅ RYKKERE
Da man begyndte at undersøge inkassosagen dukkede der – som tidligere fortalt – også sager op om uretmæssigt opkrævning af renter på rykkergebyrer som følge af en lovændring i 2005.
Problemet vedrører potentielt omkring 400.000 kunder i Danmark.
Danske Bank oplyser, at det ventes, at halvdelen af de berørte kunder har betalt under 50 kr. for meget i renter.
– Vi har identificeret en lignende problemstilling i Norge, hvor vi ligesom i Danmark har indstillet opkrævningen af denne form for renter og er ved at undersøge omfanget. Også her forventes det at dreje sig om mindre beløb, oplyser banken mandag.
/ritzau/FINANS