Ringkjøbing Landbobank har onsdag morgen fremlagt sit regnskab for 2020. Et regnskab, hvor resultatet før skat lander på 1144 mio. kr. mod 1245 mio. kr. året forinden.
Ringkjøbing Landbobank nedjusterede i marts 2020 forventningerne til årets resultat som følge af corona, men det endte med at gå bedre end først antaget.
– I løbet af året har vi opbygget store ledelsesmæssige reserver til at håndtere eventuelle senere nedskrivninger. Bankens basisindtægter blev imidlertid ikke negativt påvirkede, som vi forventede i marts, hvorfor vi i oktober igen opjusterede forventningerne. Resultatet før skat for 2020 blev realiseret helt i toppen af forventningerne, skriver banken.
De samlede nettorenteindtægter udgjorde 1256 mio. kroner i 2020 mod 1173 mio. kr. året forinden.
Ringkjøbing Landbobank venter i 2021 et resultat før skat på mellem 1,0 og 1,3 mia. kr. Det tilsvarende resultat for 2020 var på 1,144 mia. kr.
Der ventes et basisresultat på 1,1-1,3 mia. kr. Basisresultatet var i 2020 på 1,168 mio. kr.
– Vi modtages fortsat rigtig godt blandt kunderne og har fortsat en høj kundetilfredshed og et godt image, hvilket bekræftes af en stor kundetilgang og en lav kundeafgang, skriver banken i regnskabet.
Selskabet skriver videre, at kreditformidlingen voksede med 5 pct. i 2020 – fordelt med en vækst i realkreditudlån på 8 pct. og i bankudlån på 2 pct.
– Denne vækst anses for meget tilfredsstillende set i lyset af, at de samlede bankudlån i sektoren har været faldende på grund af corona-pandemien, skriver banken.
Ringkjøbing Landbobank vil udlodde halvdelen af årets resultat, skriver banken videre. Det betyder, at der vil blive udmøntet et udbytte på 7 kroner pr. aktie og et aktietilbagekøbsprogram på 255 mio. kroner.
Ringkjøbing Landbobank steg 2,2 pct. i tirsdagens marked til 557 kr.
/ritzau/FINANS