Fredagens regnskab fra Carlsberg falder i god jord hos Handelsbanken, som løfter sin anbefaling og sit kursmål for aktien forud for en ventet genåbning i Vesteuropa og Asien i løbet af andet kvartal.
– Imponeret af Carlsbergs kontrol med de operationelle omkostninger i andet halvår 2020 hæver vi vores forventninger til driftsindtjeningen, EBIT, i 2021 med 5 pct., skriver banken i morgenbrevet Børsnyt.
Løfter kommer, efter at Carlsberg i fjerde kvartal landede et EBIT-resultat, der var 3,5 pct. højere end konsensus, selv om omsætningen var lavere end ventet.
– Vores estimatjusteringer skyldes ligeledes forventningen om, at nedlukningerne ender i løbet af andet kvartal 2021, både i Vesteuropa og i Asien, skriver banken.
Den venter, at Carlsbergs driftsindtjening lander på 10,1 mia. kr. i år. I 2020 blev det til et driftsoverskud på 9,7 mia. kr. opgjort før særlige poster.
Fredag lukkede bryggeriaktien 3,5 pct. højere i 964,80 kr.
/ritzau/FINANS