Investorerne vil hurtigt vende blikket mod prognosen for 2021, når vindmølleproducenten Vestas onsdag morgen kommer med årsregnskab – og her lurer risikoen for en skuffelse, vurderer analytiker Janne Vincent Kjær fra Jyske Bank.
HAVVIND INTEGERERES
– Vi ser en risiko for, at guidance kan gå hen og skuffe, da den seneste tids stigninger i metalpriserne har fjernet noget af den mulige medvind på margin-siden i 2021, hvor også integrationen af MHI Vestas kommer til at være marginudvandende, skriver Janne Vincent Kjær et en optakt.
Hun forventer, at Vestas vil spille ud med en forventning om en omsætning i 2021 på 15-17 mia. euro og en driftsmargin, EBIT, på 7-9 pct., hvilket hun fremhæver er i den lave ende af forventningerne, der for at afspejle midtpunktet skal revideres ned i omegnen af 6 pct.
Forud for regnskabet er analytikerkonsensus for 2021 en omsætning på 16.557 mio. euro og en driftsmargin på 8,2 pct. Det viser et estimat indsamlet af Vestas blandt 19 analytikere før onsdagens regnskab for fjerde kvartal – og dermed for hele 2020.
HØJE FRAGTRATER
– Samtidig ser vi en risiko på selve fjerde kvartalstallene, hvor høje fragtrater, fortsatte omkostninger relateret til covid-19 og høje garantihensættelser vil lægge pres på indtjeningen, skriver Janne Vincent Kjær.
For 2020 venter analytikerne en omsætning på 14.765 mio. euro og en EBIT-margin på 5,9, hvor Vestas’ egen prognose for året er en omsætning på 14-15 mia. euro og en driftsmargin på 5-7 pct.
Hos Sydbank fremhæver aktieanalysechef Jacob Pedersen, at integrationen af MHI Vestas Offshore, som Vestas tidligere kun ejede halvdelen af – men nu har overtaget fuldt ud – vil løfte omsætningen i 2021, mens det kun ventes at have en beskeden indtjeningseffekt.
I forhold til offshoreforretningen ser han frem til indikationer om tidsplanerne for den meget vigtige lancering af en ny produktplatform, der kan styrke Vestas’ konkurrenceposition på havmøllemarkedet.
NY HAVMØLLE PÅ VEJ
– Udvikling af et nyt produktflagskib er dyrt, og MHI Vestas Offshore har endnu ikke i sin levetid præsteret misundelsesværdige resultater. Til gengæld bør landvindforretningen trække en markant rentabilitetsforbedring, da der er udsigt til mere begrænsede covid-19-forstyrrelser og organisatorisk overskud til at fintune og effektivisere efter tre år med meget høj vækst, skriver Jacob Pedersen i en kommentar.
Analytikernes forventninger til Vestas’ regnskab for fjerde kvartal af 2020:
mio. euro | Q4 20(e) | Q4 19 | FY 20(e) | FY 19 | FY 21(e) |
Omsætning | 4218 | 4650 | 14.764 | 12.147 | 16.557 |
– heraf projekt | 3648 | 4121 | 12.714 | 10.276 | 12.689 |
– heraf offshore | – | – | – | – | 1468 |
– heraf service | 571 | 529 | 2051 | 1871 | 2400 |
Bruttoresultat | 724 | 610 | 1740 | 1761 | 2358 |
Bruttomargin (i %) | 17,2 | 13,1 | 11,8 | 14,5 | 14,2 |
EBIT f.s.p | 472 | 404 | 864 | 1004 | 1365 |
EBIT-margin f.s.p. (i %) | 11,2 | 8,7 | 5,9 | 8,3 | 8,2 |
Resultat før skat | 458 | 366 | 749 | 909 | 1342 |
Resultat efter skat | 354 | 282 | 573 | 700 | 1053 |
Udbytte per aktie | – | – | 0,93 | 1,06 | 1,44 |
Onshore leverancer (MW) | 4906 | 5064 | 17.054 | 12.884 | 17.217 |
Offshore leverancer (MW) | – | – | – | – | 1157 |
Onshore ordreindgang (i MW) | 4944 | 4439 | 16.664 | 17.877 | 16.467 |
Onshore ordrepris (euro/MW) | 0,75 | 0,79 | 0,75 | 0,77 | 0,74 |
(e) = estimat indsamlet af Vestas blandt op til 19 analytikere.
Regnskabet offentliggøres onsdag den 10. februar omkring klokken 8.30.
/ritzau/FINANS