Verdens største høreapparatproducent, schweiziske Sonova, og det privatejede amerikanske selskab Starkey vandt markedsandele hos den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner, i januar.
Det skete på bekostning af blandt andet de to danske selskaber i VA-kontrakten, GN Hearing og Demant.
Det fremgår af de seneste tal fra VA.
Målt på andelen af det samlede salg gennem VA’s audiologer havde Sonova, som er klar markedsleder, i januar en markedsandel på 55,6 pct. mod 55,2 pct. i december sidste år.
Starkeys markedsandel voksede samtidig til 18,2 pct. fra 17,6 i december.
GN Hearings markedsandel faldt omvendt til 11,6 pct. fra 12,3 pct. i december, og Demants andel bakkede til 9,9 pct. fra 10,2 pct.
Sivantos, som er en del af WS Audiology sammen med danske Widex, måtte se sin markedsandel falde til 4,7 pct. fra 4,8 pct. i december.
Dermed dominerer Sonova fortsat VA ganske betragteligt, selv om både Sivantos og GN Hearing også har bragt nye produkter ind i salgskanalen i forbindelse med lanceringsvinduet den 1. november.
Sonova satte sig tungt på VA-markedet med sin introduktion af Phonak Audéo Marvel i maj 2019. Inden da var selskabets markedsandel 27 pct., og er altså mere en fordoblet siden.
I april 2019 – inden introduktionen af Marvel hos VA – var GN Hearing markedsleder i salgskanalen med omkring 30 pct. i markedsandel.
I dag er Sonova repræsenteret hos VA med sit nyeste topprodukt, Phonak Audéo Paradise.
VA udgør i et normalt år godt en femtedel af det samlede amerikanske marked, der er verdens største enkeltmarked for høreapparater.
Sidste år var salgskanalen i lange perioder hårdt trykket tilbage af coronakrisen, og genopretningen har overordnet set taget længere tid, end tilfældet har været det på den øvrige del af det amerikanske marked.
/ritzau/FINANS