Mærsk skuffede umiddelbart på indtjeningen i fjerde kvartal sammenlignet med konsensus blandt analytikerne, selv om der blev tjent rigtig mange penge.
Og det skyldes primært, at den massive efterspørgsel, der præger markedet lige nu, har skabt flaskehalse, som har sat sig i enhedsomkostningerne i Mærsks største division, Ocean, i løbet af oktober, november og december.
Sådan lyder vurderingen fra Mikkel Emil Jensen, der er aktieanalytiker hos Sydbank.
– Flaskehalse i forsyningskæden har givet nogle udfordringer i fjerde kvartal. Mange skibe ligger længe og venter i havne, og netværkene for tog og lastbiler er sløve, siger han til Ritzau Finans.
– Det presser altså Mærsk på enhedsomkostningerne, og det er faktisk årsagen til, at det skuffer lidt på driften i fjerde kvartal, fortsætter analytikeren.
Enhedsomkostningerne i Ocean-divisionen landede i fjerde kvartal på 1987 dollar per fyrrefodscontainer (FFE). Her havde analytikerne til sammenligning ventet 1882 dollar per FFE ifølge estimater indsamlet af Mærsk selv inden regnskabet.
Selskabets samlede driftsresultat før renter, skat samt af- og nedskrivninger (EBITDA) endte i fjerde kvartal på 2711 mio. dollar mod ventet 3032 mio. dollar blandt analytikerne.
PROGNOSE ER I DEN LAVE ENDE AF KONSENSUS
Kigger man på Mærsks forventninger til indtjeningen i 2021, er midtpunktet af det relativt store spænd, som selskabet har spillet ud med, til den lave side sammenlignet med konsensus.
Men det hører også med til historien, at usikkerheden omkring fremtidsudsigterne er exceptionelt store netop nu, lyder det fra Mikkel Emil Jensen fra Sydbank.
Mærsk forudser i 2021 et underliggende driftsoverskud før renter, skat samt af- og nedskrivninger (EBTIDA) på 8,5-10,5 mia. dollar i 2021.
Derudover venter Mærsk et underliggende driftsresultat (EBIT) på 4,3-6,3 mia. dollar og frie pengestrømme på mere end 3,5 mia. dollar.
Ifølge estimater indsamlet af Mærsk selv blandt 24 analytikere inden regnskabet er konsensus for 2021’s EBITDA 10,1 mia. dollar, mens analytikernes forventninger til hele årets EBIT er 5,9 mia. dollar.
Konsensus for de frie pengestrømme er 5,4 mia. dollar.
Midtpunktet af Mærsks forventninger svarer til et EBITDA på 9,5 mia. dollar og et EBIT på 5,3 mia. dollar.
– Konsensus ligger lidt i den høje ende af Mærsks egne forventninger, men ikke desto mindre er det da inden for spændet, siger Mikkel Emil Jensen til Ritzau Finans.
– Og forventningen var også, at Mærsk ville have en usikker retorik. For der er meget usikkerhed omkring det videre forløb. Særligt omkring covid-19 og udviklingen i fragtraterne, fortsætter analytikeren.
SVÆRERE ANDET HALVÅR
Mærsk vurderer selv i sin prognose, at de positive ting fra fjerde kvartal – med en ekstraordinært høj efterspørgsel efter nedlukninger tidligere sidste år og grundet rigtig meget internethandel – vil fortsætte i første kvartal.
Derfor regner selskabet også med, at indtjeningen her vil blive endnu højere end i fjerde kvartal.
– Men så vil markedet også begynde at normalisere sig, og i andet halvår bliver det sværere. Så vil vi se faldende fragtrater og også stigende brændstofpriser. Det rigtig gode spørgsmål er hvor meget, siger Mikkel Emil Jensen.
Han peger samtidig på, at første halvår i sig selv i sagens natur præsenterer et lettere sammenligningsgrundlag for Mærsk, fordi sidste års første halvår var tungt præget af den første runde nedlukninger som følge af coronapandemien.
– Når andet halvår så bliver sværere og der samtidig formentlig er lavere rater og stigende brændstofpriser, så bliver det altså noget sværere og mere usikkert, siger Mikkel Emil Jensen.
/ritzau/FINANS