Cookie Settings Mærsk venter nyt løft i driften i 2021 – NY2 – Squid Videos

Mærsk venter nyt løft i driften i 2021 – NY2

Mærsk forudser et underliggende driftsoverskud før renter, skat samt af- og nedskrivninger (EBTIDA) på 8,5-10,5 mia. dollar i 2021.

Der er dermed lagt op til pæn fremgang sammenlignet med 2020, men prognosen er i den lave ende sammenlignet med konsensus.

Det fremgår af årsregnskabet for 2020, der er offentliggjort onsdag morgen.

Derudover venter Mærsk et underliggende driftsresultat (EBIT) på 4,3-6,3 mia. dollar og frie pengestrømme på mere end 3,5 mia. dollar.

Når der tales om underliggende resultater, betyder det, at omkostninger til restruktureringer og integration fraregnes.

I 2020 fik Mærsk et EBITDA på 8,2 mia. dollar og et EBIT på 4,2 mia. dollar. De frie pengestrømme landede på 4,6 mia. dollar.

Ifølge estimater indsamlet af Mærsk selv blandt 24 analytikere inden regnskabet er konsensus for 2021’s EBITDA 10,1 mia. dollar, mens analytikernes forventninger til hele årets EBIT er 5,9 mia. dollar.

Konsensus for de frie pengestrømme er 5,4 mia. dollar.

Midtpunktet af Mærsks forventninger svarer til et EBITDA på 9,5 mia. dollar og et EBIT på 5,3 mia. dollar.

FØRSTE KVARTAL BLIVER STÆRKT

Som en del af forventningerne har Mærsk indregnet, at den nuværende ekstraordinære situation med voldsomme løft i efterspørgslen – som også har medført flaskehalse og kapacitetsproblemer – vil fortsætte i første kvartal.

Derefter vil markederne ifølge Mærsks prognose normalisere sig.

Som følge af det regnestykke er det også forventningen, at første kvartal 2021 rent indtjeningsmæssigt vil blive stærkere end fjerde kvartal sidste år.

/ritzau/FINANS

Close Bitnami banner
Bitnami