Rockwool har offentliggjort regnskab for fjerde kvartal. Her er hovedpunkterne:
* Rockwools regnskab overrasker positivt med både salg og indtjening, der lander en spids over analytikernes forventning, men marginprognosen for det nye regnskabsår skuffer.
* Rockwools omsætning blev i fjerde kvartal på 700 mio. euro, hvilket er over analytikernes forventning på 696 mio. euro. Omsætningen i fjerde kvartal sidste år var på 715 mio. euro.
* På driften (EBIT) landede selskabet i fjerde kvartal et overskud på 94 mio. euro mod 94 mio. euro sidste år. Her ventede analytikerne 92 mio. euro.
* På divisionsniveau skal den positive overraskelse i fjerde kvartal findes i den mindre Systems-division, der blandt andet producerer akustiske lofter og dyrkningssubstrater, mens omsætning og indtjening i isoleringsbenet landede under analytikernes forventninger.
* Rockwools isoleringsdivision, Insulation, leverede i fjerde kvartal et fald i salget til 491 mio. euro fra 517 mio. euro og et driftsoverskud (EBIT) på 64 mio. euro. Her lød analytikerkonsensus på en omsætning på 495 mio. euro og en justeret driftsindtjening (EBIT) på 67 mio. euro.
* Ifølge Rockwool skyldes nedgangen især isoleringssalget i Centraleuropa og den tekniske isoleringsforretning. Forretningen for bygningsisolering i Nordamerika endte 2020 med god vækst på trods af coronapandemien, skriver koncernen i regnskabet.
* Systems-divisionen fik i fjerde kvartal en vækst i salget til 209 mio. euro fra 198 mio. euro, hvor analytikerne ventede 201 mio. euro. Det justerede driftsresultat steg til 36 mio. euro fra 24 mio. euro sammenlignet med analytikerprognosen på 25 mio. euro.
* Salget i Systems er steget med 8,9 pct., hvoraf 2,2 pct. kommer fra opkøbet af Parafon. Det pointeres også, at alle divisionens forretningsben viste god vækst, hvor der især henvises til Grodan, der leverer stenuld til at dyrke grøntsager i, og Rockpanel.
* For 2021 venter Rockwool en salgsvækst i lokale valutaer på 3-5 pct. og en EBIT-margin på omkring 11 pct. Sidstnævnte ligger noget under analytikernes forventninger, som ifølge et estimat indsamlet af Rockwool lå på 12,6 pct. for 2021. Det ligger også under niveauet fra 2020 på 13,0 pct.
* Aktien ligger efter regnskabet med et fald på 6,5 pct. i 2070 kr.
Tabel over Rockwools regnskab for fjerde kvartal af 2020:
Mio. euro | Q4 2020 | Q4 20 (e) | Q4 19 | FY 2020 | FY 20 (e) | FY 19 |
Omsætning | 700 | 696 | 715 | 2602 | 2598 | 2757 |
EBITDA | 148 | 143 | 142 | 522 | 517 | 548 |
EBIT | 100 | 92 | 94 | 388 | 330 | 372 |
Resultat før skat | 94 | 92 | 97 | 325 | 324 | 367 |
Resultat efter skat | 73 | 72 | 72 | 251 | 250 | 285 |
(e) = estimater indsamlet af Rockwool selv blandt 14 analytikere forud for regnskabet. To af disse anbefaler “køb”, en anbefaler “overvægt”, fem anbefaler “hold”, en anbefaler “undervægt” og fem anbefaler “sælg”.
Rockwools forventninger til 2021:
Ved Q4 2020 | |
Salgsvækst i lokal valuta i % | 3-5 |
EBIT-margin | 11 |
/ritzau/FINANS