Cookie Settings GN Audio/CEO: Ekstra coronaefterspørgsel ikke fordampet endnu – Squid Videos

GN Audio/CEO: Ekstra coronaefterspørgsel ikke fordampet endnu

GN Audio rider videre på den voldsomme vækstbølge, som headset-selskabet har været på gennem et efterhånden tocifret antal kvartaler.

Og sidste år bød endda på et ekstra brændstof til vækstraketten, da coronapandemien har skubbet yderligere til behovet for udstyr til hjemmearbejde og virtuel mødeaktivitet.

Men selv om flere analytikere har spekuleret i, at den del ville forsvinde i 2021, er det ikke umiddelbart sket endnu.

Det kan også aflæses i GN Audios forventninger til 2021 om en organisk vækst på “mere end” 20 pct. mod konsensus om 14,6 pct.

– Som det ser ud lige nu, er der ikke noget, der tyder på, at momentum er faldende. Hvis vi antager, at vaccinerne ruller ud som planlagt, og vi får et mere normaliseret andet halvår, så vil efterspørgslen særligt i første halvår være præget af corona, siger René Svendsen-Tune, der er administrerende direktør hos GN Audio, til Ritzau Finans.

Netop på grund af den løftede efterspørgsel som følge af hjemmearbejdsbølgen under coronapandemien har det været sværere end normalt at gennemskue, hvor meget af den voldsomme organiske vækst på over 40 pct. sidste år, der stammede fra selskabets rene drift – og hvor meget der er kommet fra coronaeffekten.

– Vi ser det selv sådan, at vi også kom ud af 2019 med stærk vækst, og dengang var vi ikke præget af ekstra efterspørgsel. Så vi føler os komfortable med at kunne tage markedsandele – corona eller ej, siger René Svendsen-Tune.

I 2019 – før coronavirus blev et verdensomspændende tema – havde GN Audio en samlet organisk vækst på 26 pct., og i 2018 var væksten 21 pct.

Der er dog ingen tvivl om den ekstra effekt, som corona har tilføjet til en i forvejen velsmurt vækstmaskine.

Det kan også ses i meldingerne fra Microsoft og Zoom, der står bag de største mødeplatforme online. Her har væksten været voldsomt stor siden foråret sidste år.

Og det præsenterer også fortsat muligheder for mere vækst for GN Audio.

– Teams er gået seks gange op, og Zoom er gået 30 gange op eller sådan noget. Hvis vi antager, at vi er dem i udstyrsleddet, der er vokset hurtigst med vores vækst på godt 40 pct., så er der et betydeligt efterslæb, siger René Svendsen-Tune.

– Så hvis ikke alle forlader de her platforme igen, så er der et marked at sælge ind i, uddyber han.

/ritzau/FINANS

Close Bitnami banner
Bitnami