Cookie Settings GN/Jyske: Ny coronabølge har givet voldsom opbremsning for Hearing – Squid Videos

GN/Jyske: Ny coronabølge har givet voldsom opbremsning for Hearing

Fjerde kvartal bragte endnu et bevis for de massive forskelle, der for tiden er mellem GN’s to selskaber – høreapparatselskabet GN Hearing og headset-forretningen GN Audio.

For blot et år siden kunne GN Hearing stadig netop kalde sig storebror i familien med årstallene for 2019, men coronakrisen har sendt høreapparatselskabet i brædderne, mens GN Audio har lagt yderligere til sin i forvejen store vækst og dermed overhalet Hearing med længder.

Og igen i fjerde kvartal var GN Hearing underdrejet og skuffede i forhold til markedets forventninger, når det kommer til både væksten og indtjeningen.

Det vidner ifølge Jyske Bank om, at de stigende smittetal og nedlukningerne over november og december har betydet et brat stop for den genrejsning, der ellers var i gang for GN Hearing.

– GN Hearing leverede i fjerde kvartal en negativ organisk vækst på 16 pct., hvilket skal sammenlignes med en run-rate i oktober på minus 10 pct. Der er således tale om en kraftig forværring i november og december (cirka minus 19 pct.), hvor opsvinget er bremset op, i takt med at anden bølge af covid-19 har ramt markederne. Det er på trods af lanceringen af Resound One, skriver Janne Vincent Kjær, der er analytiker hos Jyske Bank, i en kommentar til torsdagens regnskab.

I fjerde kvartal fik GN Hearing en driftsindtjening (EBITA) på 153 mio. kr. mod ventet 221 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af GN selv.

Selv om der igen er udsigt til stor vækst i 2021, hvis GN Hearings egen prognose står til troende, er der fortsat masser af usikkerhed omkring særligt første halvår, og kløften mellem de to søsterselskaber i GN-familien synes at vokse.

I 2019 solgte GN Hearing samlet set for 6351 mio. kr., mens omsætningen i GN Audio var 6233 mio. kr.

Sidste år hed fordelingen 8724 mio. kr. og 4725 mio. kr. i GN Audios favør.

/ritzau/FINANS

Close Bitnami banner
Bitnami