Corona og særlige nedskrivninger sætter spor i årsregnskabet fra Gyldendal, men justeret for for disse forhold øgede forlagsvirksomheden i 2020 sit driftsresultat til 61 mio. kr. fra 37 mio. kr. året før.
Styrkelsen af driftsindtjeningen var et resultat af gennemførte driftsoptimeringer og omstruktureringer, herunder fusionen af Rosinante & Co med Gyldendal. Driftsforbedringerne er desuden et resultat af bedre oplags- og lagerstyring, som har medført bedre dækningsgrader, samt generelle omkostningsreduktioner, skriver Gyldendal om udviklingen.
Imidlertid medførte covid-19-situationen i 2020 tab og nedskrivninger i mentor-virksomhederne på 25 mio. kr. Og i forbindelse med implementering af ny strategi for bogklubberne blev der foretaget nedskrivning af immaterielle aktiver for 27 mio. kr.
Efter disse forhold kan driftsresultatet for 2020 opgøres til 9 mio. kr.
Gyldendals bestyrelse foreslår på baggrund af 2020-regnskabet, at der udbetales et udbytte på 20 kr. per aktie.
I 2021 venter Gyldendal en omsætning på ca. 950 mio. kr. og et driftsresultat på 40-50 mio. kr. Også i år kan covid-19 dog komme til at påvirke resultatet.
– Covid-19-situationen har medført større prognoseusikkerhed for fremtidige forhold end sædvanligt, og de finansielle forventninger gives med en større usikkerhedsmargin end normalt.
– Særligt mentor-forretningen og detailsalget vil være følsom over for corona-restriktioner i 2021, og den fortsatte corona-nedlukning i de første måneder vil have en negativ resultateffekt i 2021 på disse forretningsområder, skriver Gyldendal.
/ritzau/FINANS