Cookie Settings Spar Nord/CEO: Digital 2022-strategi blev fremskyndet af coronakrisen – Squid Videos

Spar Nord/CEO: Digital 2022-strategi blev fremskyndet af coronakrisen

Spar Nords helt store læring fra det coronahærgede 2020 har været, at mange arbejdsopgaver kan klares på en Skype-forbindelse.

Den læring kommer på et tidspunkt, hvor banken har søsat en digital 2022-strategi, der skal automatiserer de administrative arbejdsopgaver.

Ifølge bankens administrerende direktør, Lasse Nyby, har krisen og det tvungne hjemmearbejde været med til at fremskynde hele digitaliseringsprocessen.

– Vi har bevist, at vi har kunnet holde en stabil og fornuftig drift, hvor vi har kunnet hjælpe kunderne med for eksempel boligkøb. Det har vi evnet at gøre på trods af hjemmearbejde, fastslår han og tilføjer, at der også fremadrettet vil komme til at være hjemmearbejde blandt bankens ansatte.

Automatiseringen af de administrative arbejdsopgaver er et led i ønsket om at få mere tid til bankens kunder, forklarer Lasse Nyby.

– Det er fortsat vores overbevisning, at kompetent og personlig rådgivning samt god service også i de kommende år vil være nøglen til høj kundetilfredshed og dermed vækst i forretningsomfanget, fremgår det af begrundelsen i regnskabet.

Lasse Nyby er dog opmærksom på kundernes behov for at kigge en bankmand eller en bankkvinde i øjne, når de store økonomiske beslutninger skal træffes.

– Ved et huskøb forestiller jeg mig, at kunderne gerne vil se os i øjnene ved det første møde, da det jo er en stor beslutning, men efterfølgende kan man i høj grad afholde møde nummer to, tre og fire digitalt, siger han.

På trods af at være fokuseret på den digitale omstilling, så har Spar Nord i løbet af 2020 annonceret opstart af tre nye fysiske filialer i Herlev, Solrød Strand og Korsør.

Og selv om Lasse Nyby godt er klar over, at det taler imod idéen om en digitalisering, så findes der en god grund.

– Det hænger sammen med, at hvis man vil vokse i et bestemt markedsområde, så er man nødt til at være fysisk tilsted, siger han.

/ritzau/FINANS

Close Bitnami banner
Bitnami