Topcheferne for to af Danmarks største pensionskasser tror på fortsatte aktiestigninger, da de store økonomiske hjælpepakker og ultralave centralbankrenter vil understøtte markedet.
Det skriver Finans.
– Jeg tror, hemmeligheden ligger i de ekstremt lave renter. Så længe det regime fortsætter, så tror jeg, at det lægger en god bund under aktiemarkederne i 2021, lyder et fra Allan Polack, administrerende direktør i PFA, over for Finans. Han peger på, at netop de lave renter gør, at PFA er mere optimitsik omkring aktiemarkedet end omkring den reelle økonomi.
Polack fortæller desuden, at pensionsselskabet har øget sin risikoeksponering, efterhånden som coronavaccinerne har vist sig virksomme.
Topchefen i ATP, Bo Foged, henviser også til de lave renter, som han ser være i bund i lang tid, og det betyder, at aktierne er et bedre alternativ for afkast end i obligationsmarkedet.
– Penge jagter jo som regel afkast, og der hvor der stadig er afkast tilbage er blandt andet i aktiemarkedet. Derfor kan man sagtens forestille sig, at der kommer yderligere pres på den risikopræmie, man får for at holde en aktie, siger Bo Foged.
Foged advarer dog om udsving i markedet undervejs, ligesom han ikke ser de samme høje afkast i aktierne, som man fik i 2020.
De to pensionskasser investerer tilsammen 1590 mia. kr. for danskerne.
Link til original artikel (abonnement): https://finans.dk/finans2/ECE12755730/landets-to-tungeste-pensionschefer-tror-paa-at-aktiefesten-fortsaetter-i-2021-i-hvert-fald-noget-af-vejen
/ritzau/FINANS