Konkurrencen på markedet for engangsendoskoper til forskellige former for kikkertundersøgelser har sandsynligvis udsigt til at blive intensiveret.
Japanske Olympus, der konkurrerer med danske Ambu på endoskopmarkedet, har nemlig i forbindelse med offentliggørelsen af sit regnskab for tredje kvartal af det forskudte regnskabsår 2020/21 løftet sløret for, at selskabet har engangsendoskoper på vej inden for flere områder.
Det er et marked, som Ambu venter vil vokse fra omkring 0,5 mia. dollar i 2020 til over 2,5 mia. dollar i 2024.
Men den danske medicokoncern bør ikke være synderligt bekymret for japansk konkurrence, vurderer Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank.
– Selvfølgelig får Ambu ikke det her marked for sig selv. Men når store spillere som Olympus og Boston Scientific (amerikansk konkurrent, red.) vil ind på det her område, er det på en eller anden måde en blåstempling af Ambus forretning. Det er ikke mange markedsandele, Ambu skal vinde, før de har en god vækst- og indtjeningsmæssig forretning, siger han.
– Konkurrencen er heller ikke ubetinget dårlig, for markedet for engangsendoskopi er et, der skal bygges op, og det kan nogle af de her konkurrenter være med til at gøre, fortsætter han.
Hidtil har Olympus mest fokuseret på genbrugelige endoskoper, hvor en del af forretningen er service af endoskoperne, der står ude på hospitalerne.
– Med det in mente, at de ikke vil give afkald på servicedelen, som er en del af deres endoskopiforretning, så siger de samtidig, at der er nogle områder, hvor det giver mening at komme med engangsendoskoper. Derfor vil vi jo se, at Olympus på sigt vil komme ind på markedet.
HÆFTER SIG VED FREMGANG I TREDJE KVARTAL
Olympus’ regnskab viste fredag, at omsætningen i endoskopiforretningen er dykket med 5 pct. målt i lokal valuta, mens driftsresultatet i forretningsbenet er gået 12 pct. tilbage også målt i lokal valuta.
– Aflysninger af ikke-akutte procedurer betyder et fald inden for visse endoskopiområder, ligesom det er sværere at komme ud og møde kunderne på hospitalerne, siger Søren Løntoft Hansen.
Han hæfter sig dog ved, at den japanske koncern for tredje kvartal isoleret set har oplevet fremgang i endoskopiforretningen.
For tredje kvartal isoleret er omsætningen steget med 6 pct., mens driftsresultatet er vokset med 11 pct. målt i lokal valuta.
– I forhold til konkurrencen så bliver det spændende at følge fremover, fordi Olympus er en kæmpestor spiller, siger han.
Fredag eftermiddag ligger Ambu-aktien 2,8 pct. højere i 328,60 kr. på fondsbørsen i København.
Olympus-aktien steg 0,5 pct. fredag på børsen i Tokyo.
/ritzau/FINANS