Cookie Settings GN/SHB: Løfter både anbefaling og kursmål efter splittet regnskab – NY – Squid Videos

GN/SHB: Løfter både anbefaling og kursmål efter splittet regnskab – NY

GN Store Nord har fået hævet både anbefaling og kursmål af det svenske finanshus Handelsbanken.

Anbefalingen hæves til “køb” fra “hold”, mens kursmålet bliver løftet til 600 kr. fra 490 kr. per aktie.

Det fremgår af publikationen Børsnyt fra banken.

Ændringerne kommer i kølvandet af regnskabet fra GN Store Nord torsdag, som blandt andet viste, at høreapparatforretningen led under covid-19, mens headsetforretningen, Audio, til gengæld har kronede dage på grund af de mange hjemmearbejdende.

– Dykker man dybere ned i tallene, var det tydeligt, hvorfor markedet var splittet i deres vurdering af regnskabet, lyder det fra Handelsbanken i en kommentar.

– Mens omsætningen og driftsindtjeningen (EBIT) for Hearing-divisionen skuffede relativt til markedets forventninger med henholdsvis 9 pct. og 41 pct., præsterede Audio-divisionen en omsætning og driftsindtjening, der endte henholdsvis 6 pct. og 8 pct. højere end forventningerne, tilføjer banken.

For Audio-divisionen venter GN for 2021 en organisk salgsvækst på mindst 20 pct. og en EBITA-margin på mere end 21 pct.

– Det finder vi ganske konservativt, og kan således ikke udelukke, at selskabet opjusterer forventningerne i løbet af 2021, skriver finanshuset.

GN-aktien endte torsdag 0,9 pct. højere i 515 kr.

/ritzau/FINANS

Close Bitnami banner
Bitnami