Repræsentanter fra fagforeningen, der repræsenterer arbejderne på Norges største olieterminal, har mandag igangsat forhandlinger med brancheforeningen Norsk Olje og Gass (NOG), der forhandler på vegne af blandt andet Equinor, for at undgå en mulig strejke senere på ugen.
Det skriver Reuters.
De to parter er uenige om lønforholdene, og sidste uge måtte Safe og NOG gå fra hinanden uden enighed i spørgsmålet om en lønforhøjelse.
Det fik efterfølgende Equinor til at gå ud og advare mod, at en eventuel strejke på olieterminalen vil medføre omfattende nedlukninger af en række offshore-borefelter, som leverer olie til terminalen.
Udsigten til, at der nu indledes forhandlinger, har mandag været med til at løfte prisen på en tønde europæisk referenceolie, Brent, til det højeste niveau i 13 måneder, skriver Reuters.
Mandag eftermiddag handles Brent til 63,20 dollar per tønde mod 61,56 dollar fredag samme tid.
/ritzau/FINANS