De amerikanske olieaktier er tirsdag kommet flyvende ud af starthullerne, idet de bliver løftet af de seneste stigninger til olieprisen, der er understøttet af bekymringer for, at det ekstremt kolde vintervejr kan afbryde forsyningerne.
Det koldeste vintervejr i 30 år er blandt andet gået hårdt ud over oliestaten Texas, hvilket har medført et betydeligt fald i olieproduktionen.
Tirsdag eftermiddag vurderer oliehandlere og olieselskabschefer ifølge Bloomberg News, at kulden har medført et fald på 2 mio. tønder om dagen i den amerikanske olieproduktion. Det svarer til 18 pct. af landets olieproduktion.
De amerikanske aktiemarkeder havde lukket mandag som følge af Presidents’ Day, og på første handelsdag efter den forlængede weekend stiger oliegiganten Exxon Mobil med 3,1 pct. og Chevron løftes med 2,1 pct.
Yderligere bliver de to store olieselskaber også understøttet af hævede kursmål hos Credit Suisse, der henviser til sandsynligheden for en genopretning af efterspørgslen når covid-19-vaccinerne bliver rullet ud og smittetallene falder.
Bland de lidt mindre, uafhængige olieproducenter- olieselskaber uden raffinaderidrift – er stigningerne større med plusser på 7 pct. til Apache Corp. og 7,5 pct. til Marathon Oil.
Vejrforstyrrelserne bidrog mandag til at trække prisen på råolie op i det dyreste niveau i over et år til over 60 doller per tønde af den amerikanske referenceolie WTI. Tirsdag eftermiddag er prisen faldet til 59,85 dollar per tønde.
Vintervejret i Texas har ifølge analysehuset Tudor Pickering Holt lukket raffinaderikapacitet på mindst 3 mio. tønder om dagen, skriver Bloomberg News.
Kulden i Texas er så voldsom, at statens strømforsyninger flere gange er blevet ramt af strømsvigt, hvilket ifølge Reuters har efterladt omtrent 3 mio. hjem og virksomheder uden strøm.
Operatøren af det texanske el-net vurderer, at strømmen vil være tilbage tirsdag eftermiddag eller aften lokal tid.
/ritzau/FINANS