Det tegner godt for oliemarkedet – men der er grund til at være påpasselig, fordi markedet potentielt kan løbe ind i et uventet chok.
Sådan lyder vurderingen fra oliestrateg i Jyske Bank Jan Bylov i en prognose.
Han spår, at olieefterspørgslen bliver normaliseret i år og sætter ny rekord i 2022.
– Udsigten til Opec+-alliancens fejring af en succesfuld strategi og taktik under covid-19-pandemien kan naturligvis løbe ind i en ny storm. Smittespredning, vaccineeffektivitet og vaccineudrulning følger ikke en sikret sti, skriver han.
Men ikke desto mindre er Jan Bylovs bedste bud, at oliemarkedet vil se en positiv udvikling i andet kvartal i år og fremefter.
Antallet af smittede er faldende globalt. Med udsigt til potentielt færre restriktioner og en forårssæsonen, der giver corona vanskeligere vilkår, tegner det lyst for verdensøkonomien – og dermed efterspørgslen på olie.
– Mange ting kan gå galt, men i vores øjne er der faktuel grund til optimisme, skriver Jan Bylov videre.
Jyske Banks prognose venter, at verdens olieefterspørgsel er genvundet ultimo 2021. Særligt Kina, Indien, Brasilien og resten af Emerging Markets vil løfte efterspørgslen.
Ifølge Jyske Bank kan det udløse en ny historisk rekord omkring tredje kvartal i 2022.
– Klimaomstillingen er endnu ikke kommet så langt, at verdens olieforbrug har passeret sin uundgåelige top, skriver Jan Bylov.
Han fremhæver samtidig, at den udbredte optimisme og risikovillighed, der i øjeblikket præger oliemarkedet, bør tages med forbehold.
– I vores øjne er risikoscenariet på kortere sigt et uventet chok, som tvinger finansmarkederne til at genprise øjeblikkets betydelige optimisme og risikovillighed, skriver han.
/ritzau/FINANS