Den svenske storbank Swedbank mænger sig i den ringere ende af det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks, hvor aktien er blandt de mest faldende tirsdag eftermiddag.
Her ligger bankaktien 2,5 pct. lavere i 149 svenske kr.
Både J.P. Morgan og Deutsche Bank har tirsdag sænket deres anbefaling af aktien, mens begge finanshuse har fastholdt kursmålet, fremgår det af data fra Bloomberg.
J.P. Morgan har sænket sin anbefaling til ”neutral” fra ”overvægt” med et kursmål på 180 svenske kr. per aktie, og Deutsche Bank har sænket sin anbefaling til ”hold” fra ”køb” og gentaget kursmålet på 188 svenske kr. per aktie.
Ifølge Bloomberg skal årsagen til Deutsche Banks ændring blandt andet findes i, at den tyske storbank ser lavere afkast til aktionærerne, omkostningspres og modvind på nettorenteindtægterne.
Konsensus blandt analytikerne hælder dog fortsat mod en positiv holdning til Swedbank-aktien, idet 15 har en købsanbefaling, mens 11 har den neutrale anbefaling ”hold” og en enkelt anbefaler ”sælg”.
/ritzau/FINANS