Cookie Settings Novo/Sydbank: Nyt GLP-1-middel fra Lilly fejer ikke Ozempic af banen – Squid Videos

Novo/Sydbank: Nyt GLP-1-middel fra Lilly fejer ikke Ozempic af banen

Det amerikanske medicinalselskab Eli Lilly har onsdag serveret endnu et sæt flotte studieresultater med GIP/GLP-1-analogen Tirzepatide, som på flere punkter er sammenlignelig med Novos Semaglutid, der markedsførs som Ozempic og Rybelsus.

I Surpass 3 og Surpass 5-studierne har Eli Lilly sammenlignet Tirzepatide med henholdsvis Novos insulin Tresiba og med placebo – eller snydemedicin.

Og i begge tilfælde viser Tirzepatide en klart bedre effekt på både langtidsblodsukkeret og vægten hos de deltagende patienter.

Men den slags resultater viste Semaglutid også i det meget omfattende Sustain-program, der skaffede evidens til indlægssedlerne for Ozempic og senere Rybelsus.

– Kigger man på de resultater med Tirzepatide, der kommer på indlægssedlen, så er det meget positive resultater for Eli Lilly, men det er er også resultater, der lægger sig meget op af Novos, siger Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans.

KAN VIRKE MARKEDSUDVIDENDE

Han mener derfor, at Eli Lillys nye middel formentlig ikke vil tromle henover Ozempic, der allerede er vokset til Novo Nordisks største enkeltprodukt.

I stedet kan det nye Lilly-produkt være med til at øge det i forvejen kraftigt voksende GLP-1-segment.

– Det peger på, at det er et rigtig godt produkt, som Eli Lilly får på markedet, men heller ikke et produkt, hvor det ligner, at Lilly vil slå benene væk under Novo og Semaglutid, siger Søren Løntoft Hansen.

– GLP-1 er stadig et relativt uopdyrket marked, men med det her produkt kan Eli Lilly være med til at skabe endnu mere markedsvækst, som er til gavn for både Lilly selv og for Novo, fortsætter han.

Endnu mere spændende bliver en af de næste dele af Surpass-studiet, hvor Eli Lilly sigter efter at sammenligne Tirzepatide med netop Semaglutid.

– Sammenligningsstudiet med Semaglutid kommer senere, og det bliver hovedeventet i hele Surpass-programmet. Det er der mange, der ser frem mod med spænding, siger Søren Løntoft Hansen.

Resultater fra Surpass 2, som sammenligningsstudiet med Semaglutid hedder, ventes at blive offentliggjort i løbet af første halvår i år.

Efter offentliggørelsen af onsdagens data for Tirzepatide er Novo Nordisk-aktien gået fra et lille fald til en stigning på 0,7 pct. til 462,38 kr.

Eli Lilly-aktien er samtidig gået fra et lille fald til en stigning på 0,5 pct. til 206,72 dollar i det amerikanske formarked.

/ritzau/FINANS

Close Bitnami banner
Bitnami