Demant har fået løftet kursmålet til 245 kr. fra 220 kr. af finanshuset Berenberg, der samtidig fastholder sin anbefaling til “hold”.
Det fremgår af data fra Bloomberg.
I forbindelse med sit årsregnskab for 2020 overraskede Demant positivt med forventningerne til den organiske vækst i 2021, der ses lande på 23-27 pct., mens konsensus inden årsregnskabet var på 21,6 pct.
– Koncernen estimerer, at omkring 3 mio. færre enheder, end man ellers ville have forventet, blev solgt i 2020. Det indikerer, at en ophobet efterspørgsel stadig kan være en betydelig vækstdriver i 2021 og i en vis udstrækning for væksten i 2022, skriver Berenberg-analytiker Tom Jones i en analyse.
Den stærkere prognose for 2021 har fået Berenberg-analytikeren til at hæve sit estimat for indtjeningen per aktie med 15 pct. i 2021 og 10 pct. i 2022. Han understreger dog, at selvom det virker som en stor ændring, er det stadig 3-7 pct. lavere end niveauet for estimaterne før pandemien.
Samtidig er Demant klar til igen at købe egne aktier i 2021, efter at have suspenderet aktietilbagekøb sidste år. I 2021 vil koncernen købe egne aktier for mere end 2 mia. kr.
– Som et yderligere tegn på tillid til en genopretning, har selskabet genoptaget sit aktietilbagekøbsprogram, som har været suspenderet siden marts 2020, skriver Berenberg-analytikeren.
Demant-aktien stiger torsdag formiddag med 0,5 pct. til 264,30 kr.
/ritzau/FINANS