Den tyske batteriproducent får torsdag en gevaldig ørefigen på det tyske aktiemarked, til trods for at selskabet i sit årsregnskab kan melde om markant fremgang på samtlige poster.
Investorerne er dog ikke synderligt imponerede, og ifølge et notat fra fra Commerzbank kommer især løftet til toplinjen på en billig baggrund. Desuden skuffer forventningerne ifølge banken.
– Toplinjen var drevet af batterier til husholdningen, mens kerneforretningen mikrobatterier missede konsensusforventningerne, skriver analytiker Florian Treisch ifølge Bloomberg News.
Varta omsatte i 2020 for 870 mio. euro mod 362,7 mio. euro året forinden.
Den justerede driftsindtjening før af- og nedskrivninger, EBIDTA, landede på 239 mio. euro mod 97,5 mio. euro sidste år, mens den justerede EBITDA-margin endte på 27,5 pct. mod 26,9 pct. i 2019.
Samtidig peger analytikeren på, at forventningerne til 2021 er svagere end ventet.
Her venter selskabet en omsætning på 940 mio. euro og en justeret EBITDA-margin på “op til” 30 pct.
Aktien ryger torsdag eftermiddag til bunds i den fælleseuropæiske Stoxx 600 med et fald på 12,9 pct. til 134,60 euro.
/ritzau/FINANS