Den Internationale Valutafond, IMF, blander sig nu i debatten om, hvorvidt USA’s præsident Joe Bidens hjælpepakke på 1900 mia. dollar risikerer at overophede den amerikanske økonomi.
IMF ser nemlig kun en begrænset risiko for inflationen, skriver Bloomberg.
Over de sidste fire årtier viser erfaringen, at enhver stigning i det amerikanske prispres sandsynligvis ikke vedvarende vil presse inflationen over den amerikanske centralbank Federal Reserves inflationsmål på 2 pct., skriver Gita Gopinath, cheføkonom i IMF, i et blogindlæg fredag, ifølge Bloomberg.
Hun noterer sig samtidig, at inflationen har været relativt stabil fra 2009 til 2019 og IMF estimerer, at Bidens foreslåede hjælpepakke, der svarer til cirka 9 pct. af det amerikanske BNP, vil hæve USA’s BNP med akkumuleret 5-6 pct. over tre år, og at Federal Reserves inflationsmål vil stige til omkring 2,25 pct. i 2022.
Det ville dog, ifølge cheføkonomen, være på linje med Federal Reserves nye politik om nogle gange at tillade en inflation over målet på 2 pct.
/ritzau/FINANS