Detailsalget i Danmark faldt i december med 7,7 pct. set mod måneden før. I november lød faldet på 3 pct.
Det viser tal fra Danmarks Statistik, der på månedsbasis er renset for prisudvikling og normale sæsonudsving.
– I december blev detailhandlen pålagt en række restriktioner, hvilket blandt andet betød, at storcentre skulle lukke fra den 17. december, mens alle øvrige detailbutikker undtagen dagligvarebutikker og apoteker skulle lukke fra den 25. december. Det tyder således på, at disse restriktioner har påvirket detailhandlen, skriver Danmarks Statistik.
Set på årsbasis viste detailsalget en stigning på 1 pct. i måneden.
– Faldet i omsætning skal dog også ses i lyset af, at detailsalget i de foregående måneder har ligget på et meget højt niveau. Omsætningen i december 2020 er således på niveau med december 2019, skriver Danmarks Statistik videre.
/ritzau/FINANS