Cookie Settings Jyske Bank: Spekulation vil ikke trykke store indeks på lang sigt – NY – Squid Videos

Jyske Bank: Spekulation vil ikke trykke store indeks på lang sigt – NY

De rystelser, som private investorer har sendt igennem det globale og danske aktiemarked ved at handle prisen op på shortede aktier, vil ikke sætte et større aftryk i de veletablerede aktier og brede indeks på længere sigt.

Spekulationen i aktier som Gamestop er nemlig frakoblet fra de fundamentale forhold, som driver de store, brede aktieindeks, vurderer Ib Fredslund Madsen, chefstrateg i Jyske Bank.

– Der er udsigt til, at væksten bliver bedre, der er udsigt til genåbning, der er stadig stimulanser, og regnskaberne for fjerde kvartal, som ruller ud i øjeblikket, er faktisk okay, siger chefstrategen til Ritzau Finans.

– På kort sigt kan der være mere nervøsitet, hvor der kommer stor volatilitet i markedet, så båden vipper lidt, så det også går ud over de lidt større indeks. Men jeg vil fastholde, at de fundamentale faktorer understøtter, at de store indeks ikke skal falde voldsomt på det her, tilføjer han.

SPEKULATIONEN KAN BREDE SIG TIL DET DANSKE MARKED

Ib Fredslund Madsen vil ikke udelukke, at tendensen med spekulation i shortede aktier kan brede sig til det danske aktiemarked.

– Jeg tror, at psykologien hos retail-investorer er nogenlunde ens over hele verden. Vi ved med de her manier, at hvis man pludselig kan tjene 60 pct. på en dag, bliver det hurtigt “talk of the town”.

– Men de store veletablerede selskaber og indeks burde ikke i længere tid være påvirket af den trafik. Det vil nok nærmere være blandt de små sidepapirer med mindre volumen, hvor der ledes efter den næste Gamestop, vurderer han.

Derfor kan situationen med kursrystelser ses som en købsmulighed, da den eneste negative faktor er prisfastsættelsen af de veletablerede aktier.

– Jeg vil ikke være så nervøs for at købe op i nogle selskaber – velvidende, at aktiemarkedet er dyrt, og den spekulative mani godt kan køre videre i dage eller uger endnu, siger Ib Fredslund Madsen.

Torsdag formiddag var eliteindekset kortvarigt nede med 5,6 pct., men har siden stabiliseret sig, så C25-indekset stiger med 0,2 pct. torsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Close Bitnami banner
Bitnami