Oliegiganterne Exxon og Chevron havde i begyndelsen af sidste år indledende drøftelser om en mulig fusion, mens coronapandemien sendte rystelser igennem industrien.
Det fortæller en række personer tæt på forhandlingerne ifølge Wall Street Journal.
Selskabernes topchefer diskuterede muligheden for en fusion i forbindelse med det voldsomme fald i olieefterspørgslen, som satte begge selskaber under pres.
Forhandlingerne var dog kun af indledende karakter, men kan potentielt genoptages senere, lyder det fra Wall Street Journals kilder.
Skulle en sammenføring af Exxon og Chevron blive en realitet i fremtiden, står et fælles selskab i dag til en markedsværdi på mere end 350 mia. dollar – eller over 2150 mia. kr.
Dermed ville de danne verdens næststørste oliekoncern bag saudiarabiske Saudi Aramco.
Konsolidering i olieindustrien er længe blevet anbefalet af en lang række investorer, analytikere og branchechefer, der mener, at omkostningsbesparelser og driftseffektiviseringer er nødvendige for branchen i en usikker tid.
Det er imidlertid sandsynligt, at en fusion vil medføre juridiske udfordringer i form af antitrust-anklager under Joe Bidens ledelse.
Præsidenten har tidligere understreget sine bekymringer omkring klimaet og fortalt, at han vil “bevæge landet væk fra olieindustrien”.
Hverken Exxon eller Chevron har investeret mærkbart i grønne energikilder, men har i stedet satset stærkt på olie- og gas. Selskabernes aktier faldt sidste år med henholdsvis 29 pct. og 20 pct.
/ritzau/FINANS