De sydkoreanske bilproducenter Hyundai Motors og Kia Motors tog mandag markante dyk på børsen i Seoul, efter meldinger om, at selskaberne ikke er i dialog med Apple om at udvikle selvkørende biler.
Hyundai dykkede 6,2 pct., mens Kia dykkede 15 pct.
Ifølge CNBC meddelte Hyundai mandag, at koncernen får forespørgsler fra flere selskaber om samarbejde i en fælles udvikling af selvkørende biler og elbiler, men at intet er blevet besluttet endnu, fordi det stadig er på et tidligt stadie, og at koncernen ikke er i dialog med Apple om udvikling af selvkørende biler.
Samme melding kom fra Kia, der ifølge CNBC meddelte, at koncernen er i gang med at vurdere udsigterne ved at samarbejde med forskellige selskaber i udlandet om elbiler, men at intet er besluttet.
I midten af januar skrev avisen Korea IT News, at Hyundai og Apple planlagde at indgå en aftale om partnerskab for udviklingen af selvkørende elektriske biler i marts.
Nyheden kom efter, at Hyundai oplyste, at selskabet havde haft de første samtaler med Apple. Hverken Apple eller Hyundai ønskede at kommentere oplysningerne.
Torsdag steg Apple-aktien, efter at Dan Ives, analytiker hos finanshuset Wedbush, vurderede, at et succesfuldt indtog netop på markedet for elbiler kan skubbe Apples markedsværdi op til rekordhøje 3000 mia. dollar.
Apple-aktien faldt fredag med 0,3 pct. til 136,76 dollar, og stiger mandag med 0,1 pct. i det amerikanske formarked.
/ritzau/FINANS