Cookie Settings Mærsk OVERBLIK Q4: Ser pæn fremgang i 2021 – skruer op for udbytte – Squid Videos

Mærsk OVERBLIK Q4: Ser pæn fremgang i 2021 – skruer op for udbytte

A.P. Møller – Mærsk har offentliggjort regnskab for fjerde kvartal.

Her er hovedpunkterne:

* Mærsk har sat tal på forventningerne til 2021, hvor koncernen venter pæn fremgang i form af et underliggende driftsoverskud før renter, skat samt af- og nedskrivninger (EBTIDA) på 8,5-10,5 mia. dollar. Derudover venter Mærsk et underliggende driftsresultat (EBIT) på 4,3-6,3 mia. dollar og frie pengestrømme på mere end 3,5 mia. dollar. Når der tales om underliggende resultater, betyder det, at omkostninger til restruktureringer og integration fraregnes.

* Forventningerne er dog i den lave ende sammenlignet med konsensus blandt analytikerne, der ser EBITDA i 2021 på 10,1 mia. dollar og EBIT på 5,9 mia. dollar, ifølge estimater indsamlet af Mærsk selv blandt 24 analytikere forud for onsdagens regnskab.

* I 2020 fik Mærsk et EBITDA på 8,2 mia. dollar og et EBIT på 4,2 mia. dollar. De frie pengestrømme landede på 4,6 mia. dollar.

* Administrerende direktør Søren Skou hæfter sig ved, at koncernen formår at drive transformationen fremad og øge væksten i indtjeningen i alle årets kvartaler trods covid-19, udtaler han i en meddelelse.

* For fjerde kvartal isoleret var EBITDA 2711 mio. dollar mod ventet 3032 mio. dollar, mens omsætningen blev 11.255 mio. dollar mod ventet 11.074 mio. dollar.

* Overskuddet for de fortsættende aktiviteter endte på 1301 mio. dollar mod ventet 1649 mio. dollar, og det underliggende overskud blev 1361 mio. dollar og skuffede dermed forventningen blandt analytikerne, der lød på 1665 mio. dollar.

* Mærsks største division, Ocean, endte med et mindre driftsoverskud end ventet. Her landede EBITDA på 2208 mio. dollar, mens der var ventet 2605 mio. dollar. Omsætningen endte på 8257 mio. dollar mod ventet 8349 mio. dollar.

* Den gennemsnitlige fragtrate i Ocean var 2192 dollar per fyrrefodscontainer (FFE) mod ventet 2199 dollar per FEE. Enhedsomkostningerne, målt ved faste brændstofpriser, steg til 1987 dollar per FFE mod ventet 1882 dollar per FFE.

* Den gennemsnitlige brændstofpris faldt til 323 dollar per ton mod ventet 321 dollar per ton, og i fjerde kvartal sejlede Mærsk-skibene i alt 3,400 mio. fyrrefodscontainere (FFE), hvilket var flere end de 3,357 mio. FFE, som analytikerne på forhånd havde ventet.

* Logistics & Services, der er et af Mærsks store satsningsområde, voksede mere end ventet. Omsætningen her havnede på 2061 mio. dollar mod ventet 1754 mio. dollar. EBITDA steg til 158 mio. dollar mod ventet 129 mio. dollar.

* Havne- og slæbebådsforretningen, Terminals & Towage, der er det næstmindste område målt på toplinjen landede et EBITDA på 364 mio. dollar mod ventet 325 mio. dollar. Omsætningen viste 1042 mio. dollar mod ventet 995 mio. dollar.

* Volumen i Terminals & Towage endte på 3,1 mio. tyvefodscontainere (TEU), mens analytikerne havde ventet 3,0 mio. TEU.

* Derudover foreslår Mærsk at hæve udbyttet til aktionærerne til 330 kr. per aktie for 2020-resultaterne svarende til 35 pct. af selskabets overskud. Sidste år var udbyttet på 150 kr. per aktie.

Tabel over A.P. Møller-Mærsks regnskab for fjerde kvartal af 2020:

Mio. dollar Q4 ’20: Q4 ’20(e): Q4 ’19: FY ’20(e): FY ’21(e): FY ’19:
Omsætning 11.255 11.074 9668 39.545 42.958 38.890
– Ocean 8257 8349 7148 29.235 32.283 28.782
– Logistics & Services 2061 1754 1529 6654 7068 6331
– Terminals & Towage 1042 995 974 3760 3986 3948
EBITDA 2711 3032 1463 8526 10.109 5712
– Ocean 2208 2605 1125 6936 8348 4436
– Logistics & Services 158 129 31 423 498 216
– Terminals & Towage 364 325 304 1165 1245 1118
Res. af fortsættende aktiviteter 1301 1946 -61 3248 4414 509
Underliggende res., fortsættende 1361 1665 29 3233 4426 546

(e) = medianestimater indsamlet af A.P. Møller-Mærsk selv fra op til 24 analytikere inden regnskabet.

A.P. Møller-Mærsks egne forventninger til 2021:

Mia. dollar Ved FY’20:
Underliggende EBITDA før omk. til omstrukturering og integration

8,5-10,5

Underliggende driftsresultat EBIT 4,3-6,3
Frie pengestrømme mere end 3,5

/ritzau/FINANS

Close Bitnami banner
Bitnami