Selv om ingeniørkoncernen FLSmidth er kommet ganske pænt ud af fjerde kvartal omstændighederne med coronapandemien taget i betragtningen, så vil prognosen for 2021 ikke falde i god jord hos investorerne.
Det vurderer Mikkel Emil Jensen, senioranalytiker i Sydbank.
– Det, der vil vægte hos investorerne, er en skuffende prognose for 2021, der er plaget af de her mobilitetstrestriktioner, hvor der er svært at komme ud til minerne og cementfabrikkerne. Det giver anledning til, at man ikke kan eksekvere på de ordrer, man har, og det går ud over omsætningen og indtjeningen. Det vil vare ved i første halvår af 2021, siger han til Ritzau Finans og tilføjer:
– Det bliver formentlig bedre i andet halvår, men prognosen er skuffende.
FLSmidth-aktien bliver sendt ned med 5,7 pct. til 220 kr. onsdag morgen.
NEGATIV SIGNAL MED TILBAGETRUKNE MÅLSÆTNINGER
FLSmidth venter for 2021 en omsætning på 15,5-17 mia. kr. og en overskudsgrad på EBITA-niveau på 5-6 pct., fremgår det af onsdagens kvartalsregnskab.
Ud over forventningerne til 2021 har FLSmidth også sat flere ord på de langsigtede forventningerne. I de senere år har koncernen oplevet strukturelle ændringer i cementindustrien i forhold til mineindustrien, og med en coronapandemi oven i har det øget usikkerheden om de mellem- og langsigtede finansielle målsætninger, der derfor bliver trukket tilbage.
– Som jeg læser det, er det ikke nødvendigvis, fordi FLSmidth ikke kan indfri dem, men det er mere et udtryk for den usikkerhed, der i særdeleshed er i cement, hvor de her udfordringer vil være plagende i lang tid endnu, og hvor covid-19 har skubbet til en i forvejen meget lav efterspørgsel efter udstyr, hvor kunderne simpelthen ikke investerer, siger Mikkel Emil Jensen.
– Selv om der over de næste 3-4 år kan ske meget, så er signalværdien i det negativ.
LANDEDE PÆNT I FJERDE KVARTAL
Men dagen er todelt for FLSmidth, mener Sydbank-analytikeren, for selve regnskabet for fjerde kvartal af 2020 og dermed hele regnskabsåret, er endt ganske fint omstændighederne taget i betragtning.
– De kommer lidt bedre gennem fjerde kvartal end ventet både med en højere omsætning, højere indtjening og en stærkere ordreindgang. Det er positivt, siger Mikkel Emil Jensen.
Omsætningen landede på 4236 mio. kr. i fjerde kvartal, mens driftsresultatet målt som EBITA landede på 235 mio. kr., og ordreindgangen endte på 4695 mio. kr. i kvartalet.
/ritzau/FINANS