Verdens næststørste bryggeri hollandske Heineken får baghjul af verdens tredjestørste bryggeri danske Carlsberg, når der kigges på udvalgte nøgleposter fra årsregnskaberne i de to bryggerier.
Det er der flere gode grunde til, påpeger analytiker i Sydbank Per Fogh over for Ritzau Finans.
For det første peger han på, at Heineken har en relativt større andel af barer og restauranter og derfor rammes hårdere af nedlukninger end Carlsberg.
For det andet er Carlsberg hjulpet af en stærk volumenudvikling i Rusland
– Derudover er Carlsberg i forhold til Heineken stærkere i Kina, mens Heineken er stærkere på andre asiatiske markeder som for eksempel Vietnam og Indonesien, der er hårdere ramt af corona, siger han.
Endelig får Carlsberg også point i forhold til hollænderne, da “Carlsberg bare er blevet exceptionelt gode til at holde styr på omkostningerne”.
Det kan specielt ses på den organisk vækst i driftsoverskuddet, som dog også har noget en del at gøre med Heinekens større eksponering mod on-trade (hoteller, barer, restauranter o.lign) end Carlsberg.
4-0 TIL CARLSBERG
Heineken leverede for året en negativ organisk omsætningsvækst på 11,9 pct., mens Carlsberg kunne nøjes med at rapportere negative 8,4 pct.
Heineken rapporterede et mere end dobbelt så stort organisk fald i mængder som den danske konkurrent. Heineken rapporterede et fald på 8,1 pct., men det hos Carlsberg “kun” var 3,8 pct..
Den organiske vækst i driftsoverskuddet hos hollænderne blev rapporteret til minus 35,6 pct., men Carlsberg kunne nøjes med at melde om en negativ vækst på 3,1 pct.
Også på driftsmarginen, hvor Heineken i mange år lå klart bedre end Carlsberg, vandt danskerne stort sidste år. Carlsberg meldte om en driftsmargin på 16,6 pct. 70 basispoint højere, mens hollændernes kunne melde om 12,3 pct. efter et fald på 455 basispoint.
Dermed er Carlsberg tæt på målet fra Sail ’22 om en EBIT-margin på 17 pct.
SPAREPROGRAM
Heineken er også bagud på point i besparelser og reduktioner af medarbejderstaben, som meldes ud i onsdagens regnskab.
Heineken meddeler i regnskabet, man vil spare 2 mia. euro i omkostninger frem mod 2023. Det betyder blandt andet 8000 stillinger nedlægges – svarende til hver tiende.
Carlsberg har været gennem et omkostningsprogram – Funding the Journey – som en led i og finansiering af blandt andet Carlsbergs strategiplan – Sail ’22.
Carlsbergs omkostningsprogram blev lanceret i 2015-2016, mens hollænderne først nu er kommet i gang.
– Jeg kan ikke huske, der har været store spareprogrammer hos Heineken tidligere, siger Per Fogh.
/ritzau/FINANS