Cookie Settings Ørsted venter stor havvindvækst i Europa – Squid Videos

Ørsted venter stor havvindvækst i Europa

Ørsted venter fortsat at vækste på det europæiske marked, som ifølge selskabet stadig rummer store havvindmuligheder. For nyligt sikrede Ørsted sig to store havvindprojekter i Polen, gennem sin polske partner PGE.

Det skriver Børsen.

På trods af, at Ørsted og flere af konkurrenterne har haft øjnene rettet mod de to vækstmarkeder – USA og Asien – så har Ørsted ikke slupper blikket fra de potentielle muligheder der gemmer sig i Europa.

Energikæmpen har ifølge avisen allerede opført projekter i Tyskland, Holland, Storbritannien og Danmark, og skuer nu mod andre attraktive markeder.

– Vi overvejer lige nu at gå ind i Belgien, og vi har etableret kontor i Sverige, siger Rasmus Errboe, som er regionsdirektør for havvind i Kontinentaleuropa, til Børsen.

– Der er ingen tvivl om, at vi forventer at være aktive i både Nordsøen, men også i Østersøen fremadrettet. Sydeuropa lader vente lidt på sig i forhold til Nordeuropa, men udviklingen går stærkt, så lad os se, hvad der sker, fortsætter han.

EU’s nye havvindambitioner har været med til at skubbe flere projekter i gang og understøtter Ørsteds ambitioner om at ekspandere i Europa.

Ifølge avisen ændrede EU målet sidste år til mindst 60 gigawatt havvind i 2030, hvilket svarer til, at kapaciteten skal firdobles de næste knap ti år.

Det første fastlagte projekt med polske PGE, hvor selskaberne sammen skal udvikle, opføre og drive to havvindprojekter i Østersøen, ventes at stå klar i 2026, oplyser Børsen.

Link til originalartikel (for abonnenter): https://borsen.dk/nyheder/virksomheder/orsted-store-muligheder-for-vaekst-i-europa.

/ritzau/FINANS

Close Bitnami banner
Bitnami