Det amerikanske privatforbrug har igen fundet tilbage i vækstsporet efter flere måneder, hvor det har hængt i bremsen.
Sådan lyder vurderingen fra cheføkonom i Sydbank Søren V. Kristensen ovenpå dagens detailtal.
– Endnu en check fra den amerikanske regering landede i postkassen hos de fleste amerikanere i januar. Det satte fut under detailsalget og er derfor stærkt medvirkende til, at amerikansk økonomi igen er slået ind på et spor med fremgang, skriver Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank, i en kommentar.
Stigningen i detailsalget kommer efter tre måneder, der har budt på tilbagegang. Det er godt nok for amerikansk økonomi, da privatforbruget er den vigtigste motor i amerikansk økonomi, fremhæver Søren V. Kristensen.
– Politikerne forhandler derudover fortsat om Bidens forslag med endnu en check på 1400 dollars. Hvis aftalen kommer igennem Kongressen, vil det kunne give et nyt betydeligt tilskud til den økonomiske vækst, skriver Søren V. Kristensen videre.
Senioranalytiker i Danske Bank Mikael Milhøj fremhæver samtidig, at nogle stater har løsnet grebet om restriktionerne, fordi smittetallene har været faldende – og at det også har medvirke til at puste gang i detailsalget.
– At pandemien ikke er overstået ses dog også af, at det især er onlinehandlen, der har drevet stigningen i detailsalget, selvom salget i mange butikstyper steg i januar. Det kan godt være, at februar og marts ikke bliver helt så stærke, men vi ser stadig lyst på udsigterne for amerikansk økonomi, skriver Mikael Milhøj i en kommentar.
Detailsalget steg med 5,3 pct. på månedsbasis, mens økonomer ifølge Bloomberg News ventede en stigning på 1,1 pct. i forhold til måneden før. Det viser data fra U.S. Census Bureau onsdag eftermiddag.
Tager man bil- og benzinsalget ud, var der en vækst i detailsalget på 6,1 pct. i januar, hvilket også var bedre end ventet. Analytikerne havde sat næsen op efter en fremgang på 0,8 pct.
/ritzau/FINANS